Velkommen til Aalborg Waterfront

– et CSR-projekt i Aalborg og Nørresundby

Aalborg Waterfront er en forening for virksomheder, som ønsker at bidrage til at gøre Aalborg og Nørresundby til en attraktiv by. Foreningen blev grundlagt i 2011, og den har siden udbetalt omkring 1.000.000 kr. årligt til lokale initiativer.

Aalborg Waterfront støtter aktiviteter samt initiativer, der bidrager til at skabe liv, kultur og oplevelser langs Limfjorden. Aalborg Waterfront har det formål at gøre Aalborg og Nørresundby til et endnu mere spændende sted at bo og leve i – til gavn for alle aldersgrupper.

Se, hvad vi støtter

Om Aalborg Waterfront

Aalborg Waterfront er et fælles initiativ, som tager afsæt i samspillet imellem Limfjorden, fritidslivet og kulturen. Samspillet består i at støtte en række initiativer, blandt andet Aalborg Regatta, sejlskibene Jens Krogh og LOA og enkeltstående events og initiativer, der understøtter foreningens formål.

Aalborgs unikke beliggenhed med tvillingebyen Nørresundby på den anden side af fjorden var gennem århundreder baggrund for økonomisk fremgang i byen. I forlængelse af det industrielle gennembrud blev havnen og fjorden hjemsted for store industrier, der både havde behov for vand, energi, kajer og arealer.

Havnen, som vi kender den i dag, har ca. 550 år på bagen, og udviklingen har i de seneste år – som det sker overalt i verden – skubbet erhvervstrafikken væk fra byens centrum.

Den nye havnefront har sat en ny udvikling i gang. En udvikling, hvor de centrale dele af havnen har åbnet sig for kulturelle institutioner og skabt nye rammer for aalborgensernes fritidsliv. I dén forbindelse arbejder Aalborg Waterfront på at igangsætte og støtte aktiviteter med baggrund i vores maritime kultur og historie.

Medlemmer